1984: Mikrodatamater bryder igennem blandt forskere

Året 1984 markerer et vendepunkt i forskersamfundets forhold til computere. De personlige mikrodatamater – små, enkeltstående computere beregnet til privatpersoner og mindre arbejdspladser – har pludselig sat gang i noget, der længe forekom umuligt: at få forskere til faktisk at ville bruge computere i deres daglige arbejde.

Ifølge Ingeniøren har denne udvikling været længe ventet, men også længe udeblevet. Tidligere har computere været massive, luksuriøse maskiner, der krævede egne klimatiserede rum og specialuddannet personale til at betjene dem. Forskerne selv har derfor holdt sig på afstand – det har blot ikke været værd besværet at skulle til en centralkontor for at få bearbejdet deres data.

Fra skepsis til accept

Nu ændrer billedet sig radikalt. Med mikrocomputerne kan forskerne selv tage kontrol. En dataterminal på skrivebordet betyder pludselig, at beregninger, dataanalyser og tekstbehandling bliver tilgængeligt uden mellemled. Interessen blandt videnskabsmændene er derfor skyhøj.

Den kulturelle ændring ligger ikke blot i teknologien selv, men i demokratiseringen af den. Tidligere har computerkraft været en centraliseret ressource, som få kunne få adgang til. Mikrocomputerne forandrer magtstrukturen på institutterne. Den enkelte forsker bliver uafhængig og mere effektiv.

En ny arbejdsdag

Ifølge Ingeniøren tegner der sig derfor et billede af danske forskningsinstitutioner i opbrud. De gamle arbejdsmetoder med papir og blyant eller manuelle beregninger på lommeregnere virker pludselig forældet. De personlige mikrodatamater tilbyder ikke bare en hurtigere arbejdsproces – de tilbyder også en anden måde at tænke omkring data og problemløsning på.

Spørgsmålet er nu, hvor hurtigt denne teknologiske revolution når ud til hele forskersamfundet, og om institutionerne formår at tilrette deres infrastruktur og uddannelse derefter.