FDM sætter kørselsafgifter på plakaten: En logistisk umulighed

Foreningen Danske Motorejere (FDM) lægger ned på kørselsafgifter med et klassisk ultimatum: Ja tak, men kun hvis det ikke koster bilisterne en øre mere. Ifølge Ingeniøren er det en proposition, der helt underkender de økonomiske realiteter på vejene.

Når FDM stiller kravet om omkostningsneutralitet, sætter de transportpolitikken i et uløseligt dilemma. For et år siden kunne organisationen præsentere tal, der viste, at bilisternes samlede årlige udgifter var faldet med omkring 20 milliarder kroner siden 2020. Det gjorde kørselsafgifter væsentligt mindre populære blandt medlemmerne – og dermed mindre politisk rentable for motororganisationen at acceptere.

Matematik møder virkelighed

Problemet med FDMs tilgang er elementært: Kørselsafgifter er designet til at finansiere infrastruktur og miljøindsatser. Hvis afgiften skal være omkostningsneutral, betyder det, at andre væsentlige områder – eller afgifter – skal kompensere andre steder i systemet. Det er ikke en teknisk løsning, det er en politisk dans.

Ifølge Ingeniøren værker FDMs argument således: Vi accepterer nye afgifter, så længe vi ikke skal betale mere i alt. Det er en position, som nærmest alle interessegrupper kunne tage – hvis ikke det ville lammeliggøre offentlig finansiering.

Den sorte plet i afgiftsdiskussionen

Det centrale spørgsmål bliver derfor ikke, om kørselsafgifter skal indføres, men snarere hvad bilisterne reelt skal betale for at vedligeholde og modernisere vejnettet. FDMs insisteren på, at omkostningerne ikke må stige, ignorerer en simpel realitet: Vejene bliver dyrere at drive, og pengene skal komme fra et eller andet sted.

Med 20 milliarder kroner i besparelser siden pandemien har bilisterne faktisk fået det billigere. At stille krav om konstante udgifter i en verden med inflation og infrastrukturkrav virker ikke som kompromis – det virker som naivitet eller taktikal posturing fra en motororganisation, der ønsker at have det hele uden at betale for det.