Grenell trækker sig fra Kennedy Center efter et år i kulturkrig

Richard Grenell er færdig som chef for Kennedy Center i Washington. Efter knap et år på posten forlader den tidligere Trump-ambassadør en institution i krise – med tomme sæder, kunstnere der nægter at optræde og en offentlig debat om, hvornår politisk udnævnelse bliver til politisk overtag.

Boykot og billetsalg i frit fald

Da Grenell blev indsat som leder af det prestigefyldte kulturcenter, var reaktionen fra den amerikanske kunstverden hurtig og entydig. En stribe prominente kunstnere og ensembler nægtede at sætte deres fødder på Kennedy Centers scene, så længe han sad for bordenden. Billetsalget fulgte med ned, og centret – der normalt fungerer som et samlende nationalt kulturhus – blev i stedet et symbol på den politiske kløft i amerikansk kulturliv.

Grenell selv har afvist kritikken som ideologisk motiveret og fastholdt, at han ønskede at åbne centret for et bredere publikum. Men det er svært at åbne dørene, når kunstnerne vender ryggen til.

Mere end en personalesag

Sagen handler om mere end én mands afgang. Den illustrerer et grundlæggende spørgsmål, som kulturinstitutioner verden over før eller siden må forholde sig til: Hvad sker der, når den politiske magt forsøger at sætte sig tungt på de institutioner, der skal rumme fri kunstnerisk udfoldelse?

I USA er problemstillingen tilspidset, fordi Kennedy Center både er en national scene og en politisk udnævnelse. Men dynamikken er genkendelig. Også i Europa har vi set diskussioner om armslængdeprincippet – om den fine og nødvendige afstand mellem kulturstøtte og kulturkontrol.

Et vakuum i Washington

Med Grenells afgang står Kennedy Center uden fast ledelse i en periode, hvor institutionen har brug for at genopbygge tillid hos både kunstnere og publikum. Spørgsmålet er, om den næste udnævnelse vil prioritere kunstfaglig tyngde over politisk loyalitet – eller om centret fortsat vil være en brik i den amerikanske kulturkamp.

For resten af os er sagen en påmindelse om, at kulturinstitutioner ikke er neutrale bygninger. De er slagmarker, mødesteder og spejle af det samfund, de befinder sig i. Og når spejlet revner, kan man ikke bare skifte direktør og håbe på det bedste.