Life is Strange: Reunion – nostalgisk retcon eller desperat genganger?

Der går et årti, og så kommer de tilbage. Max Caulfield og hendes gamle flamme Chloe Price vendte først tilbage til spilverdenens bevidsthed gennem Max' soloprojekt Double Exposure i 2024. Nu følger Chloe efter i Life is Strange: Reunion – en fortsættelse, som ingen rigtig bad om, og som selv skuespillerne fik besked om praktisk talt samtidigt med resten af verden.

Ifølge The Verge blev stemmeaktørerne selv overraskede over det uventede comeback. For fans betyder det blot én ting: retrospektiv narrativ retconning af højeste orden. Deck Nine har i princippet valgt at ignorere de definitive afslutninger, som både originalspillet og prequellen Before the Storm leverede tilbage i 2017. Det er ikke en elegant løsning på et problem, som ingen mente eksisterede.

Nostalgiens pris og spilbranchens trend

Den seneste udviklingstendens i spilindustrien er krystalklart: if it bleeds, it can lead. Franchiser bliver revitaliseret efter årtier i dvale, fordi udgiver ved, at nostalgi sælger som varmt franskbrød. Life is Strange har været væk længe nok til, at en hel generation af spillere er klar til at genopleve deres første emotionelle rollespilsoplevelse.

Men Reunion eksemplificerer også flaueskulen ved denne strategi. Der var en grund til, at Max og Chloes historie endte, hvor den gjorde. Begge afslutninger i originalspillet var definitive – ikke særlig åbne for fortolkning. At returnere til dem ti år senere føles mindre som storytelling og mere som et desperat forsøg på at kapitalisere på vores kollektive weepiness over gamle spil.

Fansen splittet ned ad midten

Modtagelsen har været rødt blandet, hvilket siger alt om premissen. De hårdeste fans jubler. Kritikerne rejser øjenbrynene. Og det er forståeligt – Life is Strange: Reunion er enten nostalgiens triumph eller dens tyndeste udtryk. Der er ikke meget mellem.