Lyshistorie bliver skarp fortælling, men mangler fokus

Johan G. Olsen har skrevet en bog, der både imponerer og frustrerer. Det konstaterer Ingeniøren i sin anmeldelse af det nye værk om lysets videnskabshistorie, der udkommer på et symbolsk tidspunkt: præcis 350 år efter Ole Rømer beviste, at lys ikke bevæger sig øjeblikkeligt, men med en målbar hastighed.

Sprød fortælling uden styr på prioriteringer

Olsens styrke ligger i hans evne til at gøre kompleks videnskab tilgængelig. Han fortæller engageret og underholdende om røverhistorierne bag de store opdagelser, der har præget vores forståelse af lys gennem århundrederne. Det virker, og læseren bliver trukket med.

Men der ligger også et stort problem skjult i denne tilgang. Bogen vil alt for meget på én gang. Olsen springer mellem forskellige tidsperioder, fra antikkens filosoffer til moderne kvantemekanik, uden at det helt hænger sammen. Nogle kapitler virker vigtige og dybdegående, mens andre føles overfladiske eller tangentielle. Det er som at lytte til en vejleder, der konstant bliver afledt af sit eget stof.

Ros for Ole Rømer-sammentræf

At bogen udkommer på 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed er en glimrende anledning til at påpege dansk videnskabshistorie. Rømer, der i 1676 målte lysets fart ved at observere Jupiters måner, var faktisk århundreder foran sin tid. Det fortjener større opmærksomhed, end det få mennesker i dag er klar over.

Ifølge Ingeniøren kunne Olsens bog have været mere fokuseret uden at miste sit narrative grip. Som den står nu, er den en interessant, men fragmenteret læseoplevelse for den nysgerrige læser, der gerne vil forstå lysforskningens betydning for teknologien, vi bygger i dag.