Påsken er brudt matematik: Derfor fejler kirkens 1700 år gamle algoritme

Påsken er ikke beregnet efter himlens faktiske bevægelser. Det er måske tiden til at indrømme det. Ifølge Ingeniøren skyldes påskens springende placering ikke nøjagtige astronomiske observationer, men et system baseret på gennemsnitsbetragtninger fra omkring år 325, da kirkefædrene samlede sig til første kirkemøde i Nikæa. Siden da har kristendommen kørt på samme håbefulde matematik – og fejlen vokser år for år.

I dag beregner vi påsken efter Computus, en middelalderlig algoritme, der skulle genskabe nogle helt simple vilkår: påsken skal være søndagen efter fuldmånen, der følger efter forårsjævndøgn. Teoretisk set simpel. Praktisk set absurd.

Når gennemsnittet ikke holder mål

Problemet er, at algoritmen ikke følger virkeligheden. Den bruger en såkaldt kirkelig måne – ikke den virkelige måne – og et fast dateret forårsjævndøgn på 21. marts, selvom astronomien siger andet. Over århundrederne har disse små afvigelser akkumuleret sig til ret betydelige skævheder.

Påsken kan således lande hvor som helst fra 22. marts til 25. april. Nogle år fejler beregningen så drastisk, at påsken faktisk burde have været på et helt andet tidspunkt ifølge de oprindelige kriterier. Men systemet justeres ikke.

Reformer bliver ved med at blive udskudt

Der har været talt om at modernisere påskeberegningen i årtier. Økumeniske møder har drøftet det. Matematikere og astronomer har foreslået ændringer. Men katolske og protestantiske kirker kan ikke blive enige, og islam og judaismen bruger helt tredje systemer.

Resultatet: Vi fejrer påsken efter matematik, der ikke engang stemmer overens med selve matematikkens grundlæggende præmisser. En beregning, der på alle måder burde være byttet ud med præcis astronomi for længe siden. Men traditionen holder fast – uanset hvor rustet den er blevet.