Strandmøllen sælger grøn brint til Sverige – men spænder ikke musklerne

Danske Strandmøllen har skabt sig en position som én af de få seriøse aktører på det svenske marked for grøn brint – og det er imponerende nok i sig selv. Men bag succeshistorien skjuler sig en mindre hyggelig virkelighed: elektrolyseanlægget kører på halv eller mindre kapacitet.

Det betyder, at virksomheden ikke får det økonomiske udbytte ud af sin investering, som man realistisk havde håbet på. Ifølge Ingeniøren er situationen symptomatisk for hele grønbrints industri lige nu – teknologien virker, men markedet følger ikke med.

Kapaciteten ligger på hylderne

Et elektrolyseanlæg fungerer som en elektrokemisk fabrik, hvor elektricitet spalter vand i brint og ilt. Når den danske virksomhed kun kører med en brøkdel af kapaciteten, betyder det, at dyre maskiner står og venter på arbejde. Det er både ressourcespild og en tikkende økonomisk bombe under driftssikkerheden.

Problemet er ikke teknisk – det er kommercielt. Sverige har ikke endnu udviklet et marked, hvor efterspørgslen efter grøn brint kan matche det udbud, som Strandmøllen kan producere.

Grønt brint venter på sin store gennembrydelse

Grøn brint skal være løsningen til tungt transportarbejde, industri og energilagring. Men uden køber skal industrien håbe på tilskud og regulering. Strandmøllens situation understreger, at vi ikke er ved at opbygge en brintøkonomi – vi er ved at vente på den.

Det kræver større statsinvesteringer, industrielle partheder og tydelige klimamål for at skabe det nødvendige marked. Indtil da kommer virksomheder som Strandmøllen til at køre på tomgang.